895

Damesenior fik en god start på sæsonen

Senior
13. april 2010 - 18:17 af:

Årets første turneringskamp gav en 3-1 sejr over Blåbjerg. Hele holdet har glædet sig længe til kampen, og de fulgte op på dette med en god præstation.

Dame Serie 2: Tjæreborg IF - Blåbjerg 3-1

1-0 Anette Hansen

2-0 Anette Hansen

2-1

3-1 Anette Hansen

Det duftede af forår, da Serie 2 damerne tog hul på den nye sæson i flot solskinsvejr. Holdet, under ledelse af John Lauridsen, har længe set frem til sæsonens første kamp efter en god opstartsperiode med pænt fremmøde til træning.

Søndag blev således dagen, hvor TIF tog imod Blåbjerg på en uhyggelig ujævn bane ved Tjæreborg Stadion. TIF startede kampen fint med et godt tryk på modstanderen, og havde enkelte store muligheder i starten af kampen. Allerede efter små fem minutters spil kom TIF foran 1-0 på et direkte frispark fra Anette Hansen, og holdet dominerede herefter halvlegen, kun afbrudt af en enkelt meget stor chance til Blåbjerg. Midtvejs i halvlegen var Anette Hansen igen på spil med et direkte frispark, der efter at have strejfet en Blåbjergspiller sejlede i mål.  

I 2. halvleg kom Blåbjerg lidt bedre med i kampen, og havde lettere ved at lukke af i egen zone samtidigt med at de skabte chancer i den anden ende. Esther i TIF-målet, som stort set ikke rørte bolden i 1. halvleg, kom nu flere gange i aktion og havde nogle vigtige redninger. Midt i halvlegen måtte hun dog kapitulere, da Blåbjerg reducerede på et kontraangreb.

Reduceringen fik TIF lidt mere op på mærkerne og med et kvarter tilbage fik holdet skabt afstand med scoringen til 3-1. Igen var målscoreren Anette Hansen, som med et flot og præcist spark med venstrebenet, fik lukket kampen.



Der blevet fightet hårdt fra begge holds side.


Flere spillere gjorde en god figur i kampen, men Anette Hansen blev dog ganske suverænt kampens spiller med 10 stemmer.

TIF har ikke været tilmeldt træningsturneringen, og dagens kamp illustrerede da også, at det var årets første kamp og at der stadig er plads til forbedringer i de kommende kampe.

Serie 2 damer spiller næste kamp den 18. april kl. 18.00 mod Jerne IF på Jerne Stadion - kom og bak op om holdet.